Indryk annonce

Erhvervsuddannelsens opbygning 

En erhvervsuddannelse er bygget op af to forløb - et hovedforløb og et grundforløb. Mens grundforløbet foregår på en erhvervsskole, veksler hovedforløbet mellem praktik i en virksomhed og skoleundervisning.

 

Grundforløbet

Grundforløbet på en erhvervsuddannelse består af 2 dele - en 1. del og en 2. del. Begge dele har en varighed af ½ skoleår.

Eleven kan enten starte på grundforløbets 1. del eller direkte på 2. del. Dette afhænger af, hvornår eleven har afsluttet 9. eller 10. klasse, og om eleven har modtaget undervisning på en produktionsskole 1 år efter afslutning af folkeskolen.

1. del af grundforløbet

På grundforløbets 1. del vil eleven modtage undervisning i erhvervsfag, grundfag og valgfag.

Erhvervsfagene dækker blandt andet over generelle emner som arbejdspladskultur, samfund og sundhed og praktikpladssøgning. Men der vil også blive undervist i praktiske såvel som teoretiske fag, som er uddannelsesspecifikke inden for den pågældende fagretning. Grundfag kan blandt andet dække over dansk på et givent niveau, som for eksempel C eller E niveau.

Når det kommer til valgfag, er mulighederne mange. Det kan for eksempel være ekstra grundfag som matematik, samfundsfag eller engelsk, men det kan også være ikke-obligatoriske fag og fag på et højere fagligt niveau.

2. del af grundforløbet

Efter grundforløbets 1. del følger 2. del. Her har eleven valgt erhvervsuddannelse, og undervisningen bliver derfor målrettet hovedforløbet på den valgte uddannelse. Målet med grundforløbets 2. del er, at eleven opnår de kompetencer, som det kræves for at kunne fortsætte på uddannelsens hovedforløb.

Fagene på grundforløbets 2. del er uddannelsesspecifikke fag, grundfag og valgfag - ligesom på 1. del.

 

Hovedforløbet

Når eleven har afsluttet grundforløbet, følger et hovedforløb. Før hovedforløbet kan påbegyndes, skal eleven have en uddannelsesaftale med en virksomhed. Hovedforløbet kan bestå af flere trin og specialer - trinnene gør det muligt for eleven at afslutte efter hver endt trin og efterfølgende vende tilbage og fortsætte.

Længden på hovedforløbet varierer fra uddannelse til uddannelse, men varer typisk ikke mere end 3,5 år.

Selve hovedforløbet er bygget op af praktik i en virksomhed og skoleophold. Dette er med til at sikre, at eleven får mulighed for at koble teori og praksis. Antallet af skoleophold varierer, alt efter hvilken uddannelse eleven har valgt.

 

Praktik – mødet med erhvervslivet

Praktikken er en vigtig del af hovedforløbet, og det er her, at eleven skal oplæres i de arbejdsområder, der er tilknyttet den pågældende uddannelse. Det er altså gennem praktikken, at eleven for alvor bliver rutineret i arbejdet og får erfaring med erhvervslivet.  

Det er også her, at I som virksomhed for alvor kommer på banen, da det er jer, som, i samspil med skolen, står for at sammensætte praktikforløbet, således målene for den enkelte uddannelse opfyldes, og eleven lærer det, der skal til for at blive uddannet inden for faget.

Som virksomhed har I altså en række forpligtelser over for eleven, nøjagtig ligesom eleven har en række forpligtelser over for jer.