
Særligt ét ord går igen, når vores ekspert Rasmus Lindgaard fortæller om, hvad der kendetegner en god start: tilhørsforholdet.
“Det handler helt overordnet om at skabe et tilhørsforhold mellem eleven, lærlingen eller trainee’en og virksomheden. Hvis ikke de føler nogen relation til arbejdspladsen eller kollegerne, kan alle andre tiltag være næsten ligegyldige,” forklarer Rasmus.
Preboarding: Skab en relation inden opstart
Der er flere måder, man kan bygge tilhørsforholdet op på allerede før første arbejdsdag. Et vigtigt skridt er at holde kontakten, efter kontrakten er underskrevet – og det kræver mere end et standardiseret mailflow.
“Et automatiseret mailflow kan være et fint supplement, men det kan aldrig stå alene. Det kræver personlige tiltag, hvis man vil gøre en reel forskel,” fortæller Rasmus.
Et godt eksempel er, at den kommende elev eller lærlings nærmeste kontaktperson – fx en oplæringsansvarlig eller leder – sender en personlig videohilsen og byder velkommen. Det sender et signal om, at virksomheden har gjort sig umage med at skabe en god start.
Derudover anbefaler Rasmus, at man – hvis muligt – inviterer til et uformelt fysisk møde inden opstart. Det kan fx være en rundvisning, en kort snak med kontaktpersonen eller et uformelt arrangement, hvor de kan møde nogle af de kommende kolleger.
“Det skaber tryghed og gør det lettere at glæde sig til at begynde,” siger Rasmus og tilføjer: “Det afhænger selvfølgelig af, hvad der er realistisk i den enkelte virksomhed. Hvis man fx tager imod et stort hold elever på én gang, er det måske ikke muligt at lave en personlig videohilsen eller fysisk møde med alle – og det er helt fair. Det vigtigste er, at man har tænkt over, hvordan man skaber følelsen af at være ventet og velkommen.”
Den gode onboarding
Når elever, lærlinge eller trainees møder ind første dag, begynder arbejdet med at få dem til at føle sig som en del af virksomheden for alvor. Det er ikke nok, at de bliver vist rundt og får en plan – det handler i høj grad om relationer.
“Onboarding handler ikke primært om at lære systemer eller procedurer. Det handler om at lande godt som menneske i et nyt miljø,” siger Rasmus.
Derfor kommer han med tre konkrete råd til, hvordan man sikrer en god opstart.
1. Giv dem tidlige succesoplevelser
Glem idéen om, at de skal lære alt fra starten. Fokus bør i stedet være på at skabe tidlige succesoplevelser for de elever og lærlinge, som ofte møder op med både spænding og usikkerhed. Og det må gerne være staged, forstået på den måde, at det næsten er underordnet, hvad de får succes med af faglige opgaver.
I den første tid handler det ikke om, hvor avanceret opgaven er, men om at give dem følelsen af at lykkes. Det kan derfor være en fordel at finde opgaver, de med sikkerhed kan løse, så de oplever selvtillid og motivation helt fra start.
“Det vigtigste er, at de mærker, at de har noget at byde på. Succesoplevelser giver selvtillid, motivation og blod på tanden,” fortæller Rasmus.
Samtidig skal man huske at italesætte, at de nye er i gang med at lære – ikke i gang med at bevise, at de var den rette til stillingen.
2. Udpeg en kontaktperson, der er god til mennesker
Ingen ny elev, lærling eller trainee skal stå alene. Udpeg en kontaktperson – gerne en kollega med erfaring, som både har lyst og evne til at tage sig af den nye.
“Det behøver ikke være en leder. Det vigtige er, at det er en person, der er god til det menneskelige – én, der spørger ‘hvordan går det?’, inviterer med til frokost og sørger for at få den nye med ind i fællesskabet,” fortæller Rasmus.
Det er ikke nødvendigvis de planlagte samtaler, der gør forskellen, men de små daglige interaktioner, der skaber tryghed og tilhørsforhold.
3. Undgå dødvande i de første uger
Alt for mange onboarding-forløb starter i lavt tempo. Det risikerer at dræbe gejsten, især hvis de unge kommer med forventning om en spændende start. Der skal naturligvis være tid til pauser, men det er vigtigt, at det ikke bliver kedeligt.
“Tempoet skal være tilpas højt – de skal mærke, at der er brug for dem. Inviter dem med til møder, vis dem rundt, lad dem komme med ud i praksis fra dag ét,” siger Rasmus.
Konklusionen er…
Et godt pre- og onboarding-forløb for elever, lærlinge og trainees handler ikke om at følge en bestemt skabelon. Det handler om at have det rette perspektiv: At det sociale kommer før det faglige. At relationen kommer før oplæringen.
Skab et tilhørsforhold – så skal det faglige nok komme.
Hold dig opdateret
Tilmeld dig Elevplads.dk’s nyhedsbrev med fokus på tiltrækning og rekruttering af elever, lærlinge og trainees.
- I nyhedsbrevet får du adgang til
- De seneste blogindlæg
- Nyeste e-bøger og cases
- Tips og tricks til rekruttering af elever, lærlinge og trainees
Information om krav og regler inden for elevområdet